Mange siger, at vi som læger har en sikker fremtid. Det har vi som sådan også, for der er som læge mange jobs at få og arbejdsløshed blandt læger vil jeg vove at påstå, kun er der hvis den er selvvalgt – enten fordi man ikke kan få det speciale man gerne vil eller på grund af geografisk placering. Hvilket jeg synes er fuldstændig legitime grunde! Der er kæmpe forskel på om man arbejder som kirurg, psykiater, intern mediciner eller hvad man nu er til! En læge er ikke bare en læge. Og det skal man ikke gå på kompromis med, for det er resten af ens arbejdsliv.  Men på mange måder vil jeg mene, at vi har en fremtid...

Lige efter 8 semester, var jeg så skoletræt at det halve kunne være nok. Jeg slæbte mig igennem endokrinologi eksamen. Jeg bestod med nød og næppe, men kunne ikke huske en dyt, da jeg gik ud af eksamenslokalet. Heldigvis var der klinik ophold lige bagefter og der kunne jeg mærke hvor meget jeg trængte til noget praktisk erfaring. Jeg havde under bachelor delen haft en hel del SPV-vagter (fadl-vagter), som havde givet mig lidt praktisk tilgang, til et studie, der i starten ellers er meget teoretisk. Jeg ved ikke om jeg vil sige at jeg følte mig fagligt rustet til et lægevikariat, men det tror jeg aldrig man vil gøre under studiet. Vi står jo med et stort ansvar derude...

Jeg vil starte denne blog med et indlæg om det der egentlig satte det hele i gang for alvor. Selvom jeg har tænkt på at starte det her længe, blev det her emne det endelige startskud. Savnet til at se mine venner og veninder. Jeg tror sidst jeg havde en aftale med kun veninder – altså uden børn og mænd og uden at det var til en eller anden begivenhed såsom barnedåb, bryllup osv, var midten af juli måned. Det vil sige sådan ca. 2 ½ måned siden. Bom. Jeg sidder her med en følelse af at være ekseptionelt dårlig til at se og prioritere mine veninder. Sådan ser jeg ikke mig selv, inde i mit hoved prioriterer jeg dem...