Jeg har bare læst til læge…. Er det ok?

Efter de sidste to instagram takeovers og min spørgerunde i går, er der tikket virkelig mange beskeder ind vedr. lægevikariat, CV-pleje og forskning. Det virker til at være et emne der fylder meget, i hvert fald hos jer søde følgere derude, der stadig er studerende. Hvor er det fantastisk at I byder ind fra alle hjørner af DK på instagram, det var lige præcis det jeg håbede der ville ske da jeg startede denne profil og blog. Derfor synes jeg vi må prøve at åbne debatten lidt, for det er åbenbart ikke noget vi taler så meget om – alle de ting vi har en forestilling om, at der forventes af os, allerede inden vi overhovedet er færdige med studiet. Eller, vi taler i hvert fald ikke så højt om, hvis vi egentlig har nok i studiet og måske er nervøse for at blive stemplet som dovne, uambitiøse, slackere hvis ikke vi har frivilligt arbejde i foreninger, forsker to dage om ugen, har SPV vagter eller lægevikariat.

Fordi, det har alle de andre jo? Og det forventes af os ude på afdelingerne? Eller hvad?!

Jeg er på ingen måde noget orakel, jeg har ikke nogen endegyldige svar på de her spørgsmål. Men jeg vil meget gerne være med til at åbne debatten om det her, for det er et ekstremt vigtigt emne. Og egentlig tror jeg det er spekulationer, der varer ved efter studiet indtil vi har vores hoveduddannelse og dermed sikkerhed for, at vi er ”godkendte” til at kunne specialisere os indenfor det vi gerne vil. For det er jo det, der er frygten hele vejen igennem – tænk hvis ikke vi kvalificerer os til at få den speciallæge uddannelse vi ønsker eller at alle de andre i hvert fald er foran mig i køen til at blive pædiater, gyn/obs’er, anæstesiolog eller kardiolog.

Jeg havde for nyligt besøg af en meget tæt veninde, og vi talte netop om det her med CV-ræs og forventninger til os selv. Vi har ekstremt høje forventninger til os selv! Og evig og altid synes vi, at vi ikke laver nok og nok kunne være mere ambitiøse. Det selvom vi egentlig både har gang i forskning, frivilligt arbejde, forsøger at få trænet, have vores familie, søge introer og finde os til rette i det her nye liv som læge, hvor man er på hver evig eneste dag – både overfor patienter, men så sandelig også overfor nye kollegaer vi måske gerne vil gøre et godt indtryk på. Her er der ikke er plads til en mental offday med monotomt kontor arbejde. Alt det er jo mere end rigeligt! Pyh. Bliver helt forpustet bare ved at læse det.

Men vi er skolet til at stræbe efter det højeste i alle kategorier – både fagligt og i livet. Der er ligesom ikke en accept af, at 60% præstation altså kan være helt ok. Eller, vi tror i hvert fald ofte at alle de andre præsterer 100% i alt ting. Men det tror jeg ikke nogen kan. Det starter jo egentlig nok allerede i gymnasiet hvor vi udmærket godt ved, at vi stort set skal have topkarakterer i alle fag for overhovedet at komme ind på medicin. Herefter fortsætter det under, hvis ikke det hårdeste, så i hvert fald et af de aller hårdeste og længste universitetsstudier overhovedet.

Det fyldte utrolig meget på studiet. Det blev for mig at se også hypet lidt. Og det selvom vi egentlig ikke vidste hvad de andre ikke lavede – hvis i forstår. Vi vidste måske at en var assistent på en Ph.D og derfor lavede ”noget forskning”, en anden underviste, en tredje var anatomi instruktor og en fjerde formand i en forening. Og så på magisk vis havde de selvfølgelig også lavet alt det andet. Og så vil der ALTID på et sådant studie, være nogen der har overskud til det hele, men det er fåtallet der helt reelt har det og kan holde til det i længden!

 

Jeg har efterfølgende fundet ud af at der er rigtig meget, jeg dengang ikke anså som noget jeg overhovedet ville kunne skrive på et CV, som rent faktisk giver mening i forhold til de syv lægeroller. Blandt andet sådan noget som, at jeg har været social tutor tre gange og dermed været med til en masse planlægning og organisering af studiestarten for 300 medicin og kiropraktor studerende. Eller det at have været volleytræner. Eller medlem af festudvalget.

Jeg har også fundet ud af at det altså også betyder meget for afdelinger hvem du er som person.  Hvem du er, hvad du kan lide og din personlighed, ikke kun hvad du har lavet af foreningsarbejde, lægevikariater eller hvilke artikler du har udgivet. For mig var en lægevikariat godt givet ud fordi jeg var ekstremt skoletræt og hungrede efter at afprøve al den teori i praksis. Derudover blev den resterende del af kandidaten hundrede gange lettere for mig, fordi jeg er en ”learn by doing” kind of person. Som ekstra bonus gav det mig en enorm ro, at jeg havde prøvet at være i vagt, stuegang og udføre diverse procedurer før, da jeg startede i KBU. Her vil jeg gerne understrege at det på INGEN måde er forventet af os, at vi bare går direkte ind og står 100% på egne ben når vi starter i KBU. Vi arbejder som KBU-beskrivelsen siger, under supervision hele det første år. Hvis nogen forsøger at bilde jer andet ind og sige at I fra dag et vil stå alene kl. 03 om natten på Nykøbing Udkants Dk sygehus og ikke kunne kalde hjælp, så er de helt forkert på den. For det kan vi, altid!

 

Det var ikke med formålet om, at forberede mig til KBU eller introstillinger, at jeg tog mit lægevikariat. Jeg gjorde det fordi jeg ikke kunne lade være. Og det har egentlig været ret toneangivende for mit CV, som på magisk vis alligevel har vist sig at være helt ok! Og heldigvis er den dumme 6 års regel blevet annulleret, så der nu er plads til at vi kan prøve nogle specialer af inden vi beslutter os for hvad vi skal være for en læge. Og det er godt!

Så kære venner, kommende og nuværende kollegaer. Jeg tror at der sidder rigtig, rigtig mange med de samme bekymringer og tanker om, om de nu er gode nok. Der sidder kollegaer med tanker om at de sikkert er de eneste der ikke magter at skulle lave andet end at studere medicin eller at det er rigeligt bare at skulle agere læge – hvilket også er så rigeligt! Jeg tror vi skal turde have modet til at åbne debatten lidt derude. Tale med hinanden om det og turde sige det som det er! Slutteligt et billede fra den dag jeg kom ud fra min sidste eksamen og kunne kalde mig læge! Det var stort og det er også fuldstændig godt nok!

 

Dette skulle egentlig have været et indlæg om tip og tricks til lægevikariat, og det skal I nok få på et senere tidspunkt, men jeg følte at dette var mere presserende for nu. I morgen overlader jeg profilen til skønneste Daniel, som vil vise jer lidt af kirurgiens verden – tag godt imod ham og fortsæt med alle jeres skønne beskeder og kommentarer!

Hav en rigtig dejlig søndag aften derude og tak for al støtten jeg får fra jer! Det er så fedt.

KH Marie