Pas nu på de yngre lægeliv, vol. 1

Mange siger, at vi som læger har en sikker fremtid. Det har vi som sådan også, for der er som læge mange jobs at få og arbejdsløshed blandt læger vil jeg vove at påstå, kun er der hvis den er selvvalgt – enten fordi man ikke kan få det speciale man gerne vil eller på grund af geografisk placering. Hvilket jeg synes er fuldstændig legitime grunde! Der er kæmpe forskel på om man arbejder som kirurg, psykiater, intern mediciner eller hvad man nu er til! En læge er ikke bare en læge. Og det skal man ikke gå på kompromis med, for det er resten af ens arbejdsliv. 

Men på mange måder vil jeg mene, at vi har en fremtid på omkring 10 år fra vi glade og lettede går ud fra den sidste eksamen på universitetet, til vi kan kalde os speciallæger, der er ekstremt usikker. Det gælder både når det kommer til ansættelser, jobsamtaler og skiftende kollegaer, men i særdeleshed også i forhold til hvor vi kan bosætte os. De ca. 10 år byder på et hav af korte ansættelser, fra 6-12 måneder ad gangen, hvilket også for rigtig rigtig mange inkluderer enten flere flytninger eller pendling, i nogle tilfælde flere timers pendling hver dag. 

Jeg er fuldstændig klar over at mange andre faggrupper også pendler eller skifter job, men her er forskellen, at for dem er det en beslutning de selv tager. Det er frivilligt. Det er det ikke for os, i hvert fald de første år af vores lægeliv. 

Vi starter med at få tildelt et KBU nummer, som så afgør hvor vi selv og for rigtig mange af os, også vores familier skal bo eller leve med at vi arbejder det næste år. Nogle er selvfølgelig heldige og får de lave numre, hvilket kan betyde at de kan blive hvor de er, men andre må flytte fra lejlighed/hus, bedsteforældre, børnehaver/skole osv. fordi det simpelthen ikke kan hænge sammen at mor og/eller far skal bruge måske 1 time og 20 minutter frem og tilbage i transport til arbejde hver dag. Det havde været tilfældet for os, hvis ikke jeg havde været vanvittig heldig og fået det sidste forløb i Svendborg. Så vil der nok altid komme nogen og sige; “Jojo, men hvor slemt er det lige med et år?” Det skal jeg sige jer. Det kan faktisk være ret slemt hvis det betyder, at man må tage børn ud af deres insitutioner og trygge rammer, flytte fra familie og venner til et sted hvor man ingen kender eller måtte nøjes med at se sine børn måske 20 min morgen og aften til dagligt hver dag i et år hvis man vælger at pendle. Måske fordi man ikke har noget valg, fordi ens partner har fast arbejde. Alt det her på grund af et nummer…. 

Sidste år kom socialdemokratiet så med et forslag som nu igen er oppe og vende. Det handler om at tvinge de unge læger til at arbejde yderligere 6 måneder i almen praksis, de steder hvor der er lægemangel. Tjenestepligt om man vil. Og det ved vi alle sammen godt, ikke er I de store byer. For mit vedkomne fik jeg praksis i Assens, det er ca. 45 minutters kørsel fra hvor vi bor, hvilket jeg var meget taknemmelig for. Det kunne have været meget værre. Der er ikke mangel på folk der søger introduktionsstillinger i almen medicin på fyn. Nej, der hvor manglen er er i Sønder- og Vestjylland. Der er bare langt fra Odense til f.eks. Ribe, Varde eller Tønder. Præcis 1 time og 38 minutter til Tønder hjemmefra os. Det er 3 timer og 20 minutters pendling dagligt. HVER DAG! 

Det havde vi på ingen måde kunnet få til at hænge sammen, heller ikke “bare” for et halvt år. Nu er min mand også læge, han er i et speciale der kun findes i Odense, Købehavn og Århus. Han færdiggør sin intro lige om lidt, men havde været nødt til at sætte den på stand by i 6 mdr, og tage med, hvis jeg blev tvunget ud i f.eks. et af de nævnte områder. Det kan han, fordi han også er læge og ville kunne få tilsvarende job i en praksis, men hvad med dem der ikke er gift med læger? Eller er gift med en der er færdig specialiseret og har fast ansættelse i et speciale der ikke findes i yderområderne, fordi det hele er blevet centraliseret? Vi havde på ingen måde kunnet få det til at fungere, hvis jeg skulle bruge næsten 3,5 time om dagen i bilen. Jeg ville aldrig se min datter. Og i øvrigt ville jeg forbande mit arbejde på alle punkter: 1) fordi jeg absolut ingen interesse har i almen medicin, 2) skulle bruge ca 3,5 time hver dag i bil eller det ville tvinge mig til at flytte hele min familie, bryde min datters trygge rammer op for 6 mdr, 3) Sandsynligvis uden den nødvendige supervision og 4) Til en løn der ganske vist er ok, men ikke prangende. Det er jeg helt sikker på at patienterne vil kunne mærke, uanset hvor professionel man så som læge end formår at være. Og tro mig, det er vi eksperter i. 

Det skal lige siges, at det her er skrevet med det forbehold, at jeg ikke har sat mig ind i hvordan de vil fordele den tvang. Ved heller ikke om de selv har regnet det ud endnu. Men jeg forestiller mig ikke, at man har tænkt sig at stå i vejen for de læger der ønsker at blive almen medicinere og derfor har søgt en introduktionsstilling, hvorfor områder med ubesatte stillinger vil være dem der skal fordeles med tjenestepligt. 

Her kunne  man jo også vælge en helt anden tilgang og sætte lønnen betydeligt op, og så sige at der er en kæmpe økonomisk gulerod at hente for de yngre læger, der er villige til at bruge 6 måneder i yderområderne i en almen praksis. Mit indtryk er faktisk at mange er ret chokeret over vores startløn som ikke er ret høj, trods vores lange uddannelse og store ansvar. 

En anden strategi, som jeg fornemmer faktisk gør at mange helt frivilligt flytter sig, er uddannelsesmiljø. Med god struktureret uddannelse og supervision. Samt mulighed for at få tid til at forske og dygtiggøre sig på forskellige kurser. Evt. samlede forløb hvor man er sikret en intro og hoveduddannelse samme sted?

Men det er selvfølgelig billigere bare at tvinge os, uden respekt for at vi faktisk også er mennesker med en familie, venner og interesser, med den begrundelse at vi har fået en lang uddannelse og nu er det “noget for noget”? Hvad så med alle de andre akademikere? Skal vi også til at tvinge dem ud i arbejde, langt væk fra hus og hjem fordi de har fået en lang uddannelse af staten? Nej, fordi det er ikke livsnødvendige jobs som en læge er og det vil man aldrig komme igennem med. 

Nu tager jeg selvfølgelig de yngre lægers parti her, og det kan jeg godt se at patienterne måske er ligeglade med, hvis bare de får en læge de kan konsultere? Det ved jeg ikke om de er? Er der nogen der har spurgt dem?

Det er et faktum, at de i så fald skulle skifte læge hvert halve år. Stort set alle mine patienter i praksis, som jeg har afsluttet hos mig de sidste to uger, har givet udtryk for hvor ærgerlige de er over igen at skulle starte hos en ny, når de eller deres børn nu havde fået et tillidsfuldt forhold til mig. Noget helt andet er, at patienterne vil blive konsulteret af en læge uden de nødvendige faglige kvalifikationer? Igen ved jeg ikke hvordan de (politikerne red.) forestiller sig det praktisk skal være, men jeg kan have mine tvivl om, om der vil være den nødvendige supervision, hvis vi skal arbejde i sundhedshuse under dække af, at vi jo har ret til selvstændigt virke? For mig er det også en underkendelse af, hvor utroligt dygtige de alment praktiserende læger er og det faktum at de faktisk har fem års specialisering bag sig, som blandt andet foregår på diverse sygehusafdelinger. Lad mig i flæng nævne: 6 måneder på pædiatrisk afdeling, 6 måneder på gynækologisk/obstetrisk afdeling, 9 måneder på forskellige intern medicinske afdelinger, 3 måneder på kirurgiske afdelinger. Og dertil kommer den del der foregår ude i almen praksis. Det vil svare til at man uden at blinke, foreslog at de yngre læger selvstændigt kunne operere på folk i de områder hvor der mangler kirurger…. Set fra politisk side, virker det bare liiiidt mere sikkert i almen praksis. “Folk er jo ikke så alvorligt syge, eller hvad?” Jo, folk er også syge i almen praksis, og hvis man ikke fanger dem her så kommer de ikke videre og dør måske af deres sygdom. 

Det kan man altså som færdig KBU læge ikke bare gå ud og udfylde, uanset at vi har fået ret til selvstændigt virke. Vi har i KBU’en og under både intro og hoveduddannelse supervision hver evig eneste dag og gennemgår ALLE patienter vi har været igennem med en bagvagt. Og ind i mellem er der altså fejlskøn, både den ene og den anden vej, som vi selvfølgelig netop fanger her og retter op på. For supervision har man altså brug for mange år efter KBU, specielt indenfor almen medicin hvor de diagnostiske undersøgelser er begrænsede og det kræver et skarpt klinisk blik og erfaring i den objektive undersøgelse. 

Nå, men I kan godt høre at min begejstring for tvang er mildest talt fraværende. Hvad mener I derude? Nogen sidder måske med en anden holding og med argumenterne i baghånden? Ovenstående er jo (heldigvis) ikke indført endnu, men jeg er bange for at det vil blive indført. Uanset at Yngre Læger, lægeforeningen og PLO gør en stor indsats for at argumentere for det modsatte. Rent egoistisk priser jeg mig lykkelig over, at jeg og min familie formentlig ikke vil blive omfattet af det fordi jeg lige om lidt påbegynder en specialisering indenfor pædiatri. 

Men jeg gruer mig på mine yngre kollegaer og deres familiers vegne. 

Jeg fortsætter dette indlæg i en vol. 2. For efter alt det her, kommer intro og HU. Som jo selvsagt er mere selvvalgte fordi vi selv skal søge dem, men som også rykker os og vores familie rundt i landet. 

To be continued……