Mit navn er Marie, jeg er 30 år gammel og bor i Odense. Her bor jeg sammen med min kære mand Peter og datter Freja på 4 år. Jeg blev uddannet læge i januar 2019 og havde min kliniske basisuddannelse først på mavetarmkirurgisk afdeling og herefter i almen praksis. Jeg drømmer om at blive børnelæge, og har nok et eller andet sted altid vidst at uanset hvilken uddannelse jeg valgte, skulle det være noget der ville ende med at jeg kunne arbejde med børn. Jeg er lige startet i min drømme intro på pædiatrisk afdeling i Kolding pr. 1 marts 2020, men er lige gået på barsel. Jeg har tidligere også flirtet med anæstesiologien og gynækologi/obstetrik, men jeg vender altid tilbage til børnene. I min fritid er jeg i gang med at forberede en Ph.D indenfor neonatalogien, et subspeciale inden for pædiatrien som jeg synes er dybt fascinerende.

Jeg er en person der ofte spontant sætter gang i diverse tiltag når jeg får en god ide. Det gælder alt ligefra at indrette nyt soveværelse, bestille rejser og ja, starte en blog som jeg føler mangler. I min fritid dyrker jeg aktuelt stort set intet af det motion jeg gerne vil, udover at jeg en gang om ugen rider på en voksenhold på den lokale rideskole. Jeg har tidligere spillet volleyball på højt plan, men det stemte bare ikke overens med de mange (og vilde) mediciner byture og fuldtidsstudie, og jeg er endnu desværre for meget konkurence menneske til, at jeg endnu har gidet spille konevolley.

Jeg elsker rødvin, G&T og mine fantastiske veninder. Jeg prøver at finde tid til at være lidt kreativ også, og det bruger jeg lidt min instagram profil til. Min skønne krudtugle af en datter holder mig til ilden i hverdagen! Vores have ligner stort set altid en jungle fyldt med legetøj. Jeg vil så gerne have flotte blomster i haven, men formår simpelthen ikke at passe dem. Jeg kan egentlig bedst lide hvis der er ryddet og ordentligt herhjemme, men ofte lever jeg med rodet alligevel, fordi der er andre ting der er vigtigere for mig.

Jeg kommer til at skrive frit fra leveren om alt der rør sig i mit yngrelæge liv, og jeg håber I har lyst til at læse med og måske også dele jeres oplevelser/erfaringer – positive eller negative!