Fra kliniker til paraklinier

*Record scratch*
*Freeze frame*

Yup, that’s me. You’re probably wondering how I ended up here.

Jeg tror de fleste har en formodning om, at det at være læge, ja så sidder du jo nok enten i en praksis eller drøner rundt og redder døende mennesker på sygehus. Sådan, direkte patientkontakt, 1 til 1 lægetid.

Men der er jo faktisk en del som ikke er direkte i kontakt med patienter. Og lige nu er jeg én af dem.

Under studiet havde jeg ellers samme formodning om hvad jeg skulle, når jeg blev voksen. Efter to præ-graduate vikariater af tre måneders varighed, troede jeg at vejen frem ville indeholde kirurgi. Sidenhen under studiet gik det lidt mere mod medicin, og da jeg blev færdig var jeg stadig meget i tvivl, og vidste at det blev nok et ud af 36 specialer (Onkologi, patologi og pædiatri bliver nok aldrig min ting). Med et godt KBU-nummer kunne jeg vælge et fedt forløb, som forhåbentlig kunne afklare nogle ting for mig. Og det gjorde det bestemt også. Bare ikke lige på den måde jeg havde regnet med.

Jeg var skuffet over strukturen i hverdagen, og særligt under mit sygehusophold følte jeg ikke, at jeg havde tid til at gøre tingene ordentligt, sætte mig ordentligt ind i tingene og jeg fik en oplevels af bare at være en robot, som udførte hvad der stod i instruksen. Der er naturligvis også et element af mig selv der bare accepterede det, og gjorde det, og ikke (i samme grad som nu) tog ansvar for hvordan jeg selv kunne udfordre strukturen. Men jeg savnede virkelig som spritny læge, at der var en voksen der tog mig i hånden og sagde noget i stil med ”Det ændrer sig, bare rolig”.

Det vil sige, det var der mange der gjorde. Bare ikke så meget med de ting jeg følte var problematiske. Fordybelse, det er fritid. Det er det mindste man kan forvente. Åbenbart. Og jeg ved ikke med jer, men jeg kærer mig altså en del om min fritid, så jeg kan benytte den til en af to ting: 1. Være sammen med min familie eller 2. Bruge tid til mig selv, bl.a. så jeg er den bedste version af mig selv, når jeg er sammen med andre – på arbejde, med venner eller med familien. Rådene drejede sig mere om hvordan man skulle nok blive bedre til patientkontakt, få bedre forståelse for overordnede rammer o.lign.

Derudover var jeg meget bekymret for min trivsel. Hele det her med ambulatoriearbejde, det føltes SÅ trivielt (paradoksalt nok har jeg så også gennemført en intro i almen medicin), og selvom det jo var forskellige patienter hver gang, så var formen altid den samme. Samme fremgangsmåde, samme spørgsmål, samme undersøgelse og ofte: samme konklusion. ”Prøv se det som en dag, hvor alt ikke er overraskende, hvor DU er lidt på forkant”, ”Så kan man slippe lidt bedre af, når man har styr på tingene og hvad der skal foregå” var nogle af forslagene til at håndtere det. Det duer bare ikke for mig, har jeg fundet ud af. For mig var det virkelig trivielt, og det tog rigtig hårdt på mig, for jeg følte mig slet ikke stimuleret på samme måde som jeg gjorde under studiet eller under mine vikariater, for den sags skyld. Og det var sindssyg svært at være åben omkring, for hvilket speciale har ikke en ambulatoriefunktion? Og jeg kunne bare ikke se mig selv sidde i et ambulatorie de næste 40 år.

Jeg prøvede at drøfte det med min vejleder på afdelingen, og startede med at lufted nogle af mine bekymringer, for det var som sagt rigtig svært at åbne for sluserne, og lade det hele komme på en gang. Og det skal siges, at vedkommende lyttede og stillede nogle relevante spørgsmål, og virkede til at engagere sig… For at slutte at med rådet ”Prøv ikke at tænk så meget over det”. Ja, hurra. Lad mig vifte med klaphatten i begejstring. Jeg lukkede underbevidst helt ned, for der var vist ikke så meget mere at hente i den samtale. Jeg kan stadig blive rasende over, at man mener at det er et solidt råd at give til et ungt menneske, netop færdig med sin uddannelse, der lufter sin tvivl om man har taget det rigtige valg mht. karriere osv., og er bekymret for de 40 år der kommer. Og hvordan kommer man videre der fra?

Det tærede. Meget. En dag formentlig 4 måneders tid inde i ansættelsen, sad jeg og snakkede med Marie (min kæreste) om: hvad så?
Jeg havde så svært ved at slæbe mig selv afsted de fleste morgener, for det var ikke nogen særlig stor fornøjelse for mig at være på arbejde. Mange dage gik også med at tælle minutter til jeg havde fri.
Men vi sad og snakkede til kl 3 om natten, og bladrede rundt i FADLs specialekatalog. Jeg havde tidligere arbejde med Yngre Lægers karriereværktøj, men jeg var ikke på et punkt hvor det virkede særlig godt for mig – det tror jeg kræver lidt mere end tre måneders erfaring.

Men efter at have bladret og bladret, snakket og snakket og grædt og grædt. Jamen, så endte vi faktisk på den side der præsenterede klinisk farmakologi. Og jeg havde gjort mig nogle forestillinger om, hvad et fremtidigt speciale for mig skulle indeholde: arbejdsformen måtte meget gerne være forskellig, også fysisk. Forskellige ansvarsområder. Så lidt repetition som muligt. Gerne et element af undervisning.

Jeg læste det igennem, og jeg kunne stort set sætte et kryds ud for dem alle. Jeg var lidt bekymret over det her med at sidde på samme pind alle dage, men jeg måtte give det et skud, for det opfyldte så mange andre af mine ønsker.

Og siden min ansættelse har jeg ikke fortrudt det et sekund. Ikke én dag er jeg taget på arbejde, med ønsket om det bare gerne snart måtte være eftermiddag. Jeg har endnu ikke følt det trivielle i mine opgaver, da hver opgave er forskellig. Jeg får mulig for at være med til at undervise (indtil videre kun på hold), jeg har stiftet bekendtskab med forskerverdenen på en meget behagelig måde med nogle meget behagelige mennesker, som er enormt passionerede omkring deres forskning. Og jeg får lov til at grave. Dybt. Dyden er netop at begrænse sig, for man kan drøne ud ad en tangent, som jo ogsåer interessant, og hvem vil ikke gerne vide mere om farmakokinetikken for benzodiazepiner i husstøvmider?! (Okay, tænkt eksempel, men I fanger pointen)

Der er sikkert nogle af jer der læser det her, og tænker at I ville hade min hverdag. Og det er jo perfekt, for så er der helt sikkert noget helt andet der tænder jer, og som virkelig bare redder jeres dag. Og der er måske andre, der sidder og tænker det der… Det lyder bekendt. Og det bunder jo i, at vi er alle sammen forskellige. Når jeg sidder hvor jeg sidder nu, så tænker jeg, at jeg har fundet min hylde. Et sted hvor  jeg kan vokse og udvikle mig. Et speciale der stimulerer mig hver eneste dag jeg går på arbejde.

Og jeg håber vi alle sammen kan ende det sted der er bedst for os. Og tør prøve tingene af, selvom man kan blive mødt med: ”Nå, men… Sidder du så bare og hjælper de rigtige læger?”.