Den berømte og berygtede work/life balance

Den berømte work life balance. Det er en svær nød at knække synes jeg. Vi har ikke fundet den helt rigtige opskrift for os endnu, men vi arbejder da på det. Og som med alt andet, er det meget individuelt hvad vi trives med. Både som individer og som familie. 

Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke er for eller imod en bestemt retning. Jeg er for at man gør det man selv trives med. Jeg tror ikke på, at man kan finde en balance i at gå på arbejde 37 timer og aflevere sine børn i dagpleje/børnehave, hvis man egentlig hellere ville hjemmepasse sine børn. Ligeså vel som, at mine børn 100% ville kunne mærke på mig, at jeg ikke ville trives med at hjemmepasse dem på fuld tid eller gå på kompromis med f.eks. specialevalg. Derimod tror jeg at de kan mærke, når jeg mærker mine egne grænser og ønsker helt bundærligt. Og når jeg trives med dem. Min erfaring siger mig, at så er jeg klart en bedre udgave af mig selv. . 

Det her emne er noget af det der spørges allermest til i de forskellige spørgerunder – hvordan får man hverdagen til at gå op med lægearbejde og børn? Og sig selv? Måske specielt hvis man er et lægepar, som vi typisk er af en eller anden årsag? 😀 

Det er noget vi, Peter og jeg, har talt og stadig taler rigtig meget om herhjemme. Vi har begge to prøvet at arbejde steder hvor vi ikke trivedes med arbejdsopgaverne, pendlerturen eller selve stedet. Og det havde stort betydning for vores familieliv, fordi vi var helt drænet for energi når vi kom hjem, også selvom det i nogle tilfælde var vagtfri stillinger. 

Børnene

Vi har talt meget om, hvordan vi gerne vil prioritere tiden med vores børn. Jeg tror, at vi som så mange andre børnefamilier, ofte føler der er for få timer i døgnet når man har fuldtidsarbejde og nu to børn. Det leder jo hen mod en prioriteringssnak, og den har vi med jævne mellemrum og med forskelligt udfald. 

Jeg elsker mine børn, og lige nu er jeg jo fuldt på med lille Asger herhjemme på barsel. Men. Jeg elsker også mit arbejde og jeg har så meget brug for både den sociale stimuli og den faglige hjernegymnastik jeg får af at gå på arbejde. Jeg kunne aldrig trivedes I at være hjemmegående. Jeg har stor respekt for de som kan og prioriterer det, og jeg har ligeså stor respekt for dem der ikke kan inkl. mig selv. For jeg ved at det aldrig ville gå. Jeg har brug for tid væk fra mine børn, hvor jeg selv henter noget der er kun for mig, for at kunne være der for dem. Og når det er sagt, tror jeg egentlig heller ikke mine børn (i hvert fald Freja) ville trivedes i det på fuld tid. Omvendt vil jeg sige at ovenstående kun gælder når jeg er steder hvor jeg selv trives! Bare de 6 uger jeg nåede at være på rigtig arbejde (og ikke hjemmearbejde) på pædiatrisk i Kolding, var jeg en 100 gange bedre mor når jeg kom hjem end da jeg var i almen. Selvom det var efter 40 min køretur hver vej. I stedet for at dræne energi, gav det energi. Det skal lige tilføjes, at jeg var et rigtig godt sted i almen med nogle meget søde kollegaer, jeg trives bare ikke i arbejdsgangene. 

Det vigtige er selvfølgelig også at børnene trives, og det gør de 🙂 Snakken var jo en helt anden hvis jeg afleverede et bund ulykkeligt barn hver dag!

Jeg tror for mig, optimalt set arbejdede jeg måske 30 timer om ugen i stedte for de 37 og meget gerne med vagter. Så tror jeg ikke at jeg så ofte skulle have min. samvittighed op til revision og hverdagen ville hænge lidt nemmere sammen når man pendler så langt som jeg gør til arbejde. Det er alligevel næsten 7 timers pendling oveni de 37 timer. Det kunne endda have været værre hvis jeg arbejdede i Esbjerg eller Aabenraa.

Vagterne

Og så elsker jeg at have vagt. Jeg er B-menneske med stort B og derfor er det ikke så hårdt for mig at være oppe om natten (når bare jeg får lov at sove om dagen, bevarres) og jeg kan vende min døgnrytme meget nemt. Derfor giver vagterne mig en stor frihed, og giver plads til f.eks. at kunne hente Freja tidligt, aflevere sent eller bruge en hverdag på bare at være sammen hende og jeg. ELLER bruge den helt og aldeles fuldstændig på mig selv. Jeg afleverer hende altså også når jeg har fri og holder fri med mig selv. Satser på at jeg engang om nogle år, f.eks. vil kunne bruge den tid på noget træning af en art. Det har jeg erkendt at det når jeg simpelthen ikke som det er lige nu. Jeg prioriterer det heller ikke. Det kommer. 

Jeg jo så heldig at have en mand der er parakliniker. Det betyder at han arbejder 8-15 med ret flexi tider og mulighed for hjemmearbejde. Han har i øvrigt lige fået hoveduddannelse, så nu er det helt sikkert at han bliver skrivebordslæge 😀 Men han elsker det og jeg får en glad, tilfreds mand hjem hver dag. Det skal man bestemt ikke undervurdere og det er som tidligere nævnt virkelig vigtigt for os. Hvis I har lyst kan i læse lidt om hans tanker og vej ind i de parakliniske specialer her.

Det med at holde fri sammen med børnene, er jeg helt med på kun gælder så længe de ikke går i skole, men til gengæld forestiller jeg mig, at jeg kan frigøre noget tid til at tage med til fritidsaktiviteter, hjælpe med lektier og være sammen med dem om eftermiddagen, fordi jeg så vil kunne lave noget af det kedelige vaske tøj, forberede aftensmad, rydde op arbejde medens de er i skole. Faktisk så kan jeg helt ærligt ikke forestille mig vores hverdag, hvis vi begge to havde et arbejde der hed 8-15.30/16.00. HVER uge. Uden weekendvagter og hverdagsfri… Puh ha. Men sådan er vi jo heldigvis så forskellige!

Hjælp

Fordi vi har en så forholdsvis høj indtægt, har vi prioriteret at bruge nogen af de penge, på at få rengørings hjælp. Jeg har flere gange foreslået at vi skulle købe måltidskasser nogle gange om ugen, så vi også købte sig selv lidt mere fritid der. Den er Peter dog ikke helt med på endnu. Egentlig fordi han virkelig godt kan lide at lave mad og selv bestemme hvad vi skal have at spise. Måske det ændrer sig når hverdagen med to børn indtræder til foråret. 

En dag om ugen går Freja til gymnastik sammen med farmor, som så henter hende fra børnehave. Igen giver det Peter en mulighed for f.eks. at arbejde længere den dag og så flexe tiden en anden dag. Det kan jeg jo ikke rigtig som det er lige nu, men ville måske kunne gøre det under den PhD jeg forhåbentlig skal i gang med. 

En sidste ting jeg vil nævne er mine venner. Dem har jeg brug for at se. Både med og uden børn. Men det er noget jeg skal beslutte mig for. Jeg ved det er vigtigt for mig og min trivsel, men jeg ved også hvor lidt jeg orker at skulle ud af døren om aftenen når begge børn sover klokken halv otte. Og først måske skulle til at i bad og vaske dagens gylp af krop og hår. Men det skal jeg prioritere, også selvom jeg er træt dagen efter. For det giver mig også positiv energi. Jeg ser ikke mine veninder så ofte som jeg kunne ønske, men heldigvis føler jeg, at dem jeg har nu og som har holdt ved så mange år efterhånden, ved jeg hvor jeg har. Også selvom der ind i mellem går måneder mellem vi ses. Det med veninderne har jeg også skrevet lidt om for godt et år siden her. 

Men det er et puslespil at få til at gå op. Og jeg har endnu ikke været helt 100% tilfreds. Ind i mellem spørger jeg også mig selv, om det egentlig er det her jeg vil med mit liv? Spontan som jeg er, kan jeg få lyst til at købe en husbåd eller lignende, leve billigt og lidt primitivt, tage arbejde som vikar, for at kunne veksle det til 3 mdr. rejsen om året. Den næste dag har jeg lyst til et lækkert hus i Dalum, med stor have, terrasse, vinkælder og vildmarksbad… OG være kæmpe karriere kvinde på børneafdelingen, fordi jeg seriøst elsker mit arbejde som børnelæge. Den tredje ønsker jeg at jeg skal på deltid (sådan 20 timer artigt), have mine børn i institution på deltid, blive big time natur mor og tage dem med til skov og strand, lave sjove krea lege herhjemme og bare være i det. Jeg er ikke til at finde ud af. 

Men jeg tror jeg skal finde et sted in between 🙂

Hvad siger I derude? Genkender I noget af alt det her? 

Kh Marie