Lægeliv, graviditet og barsel

Dette emne har jeg længe gerne ville skrive et indlæg om. Situationen er nemlig den, at jeg lige nu er 4,5 måneder henne i min anden graviditet.. Som I ved har jeg lige afsluttet min kliniske basisuddannelse og har fået min drømmeintro i pædiatri på Kolding sygehus. En stilling jeg søgte medens jeg var ganske velvidende om, at jeg var gravid. Det har givet anledning til sindssygt mange tanker og faktisk også en portion dårlig samvittighed, der har kørt rundt inde i mit hoved de sidste tre måneder, som jeg egentlig har haft lyst til at dele med jer, men ikke har kunnet før nu, fordi jeg som bekendt var jeg inde hos ledende overlæge i går (på min 3. dag i afdelingen, vel af mærke) og fortælle at jeg er gravid. 

Ser I. 

I november troede jeg, at jeg havde helt styr på mit liv fra 1.marts 2020. Det havde jeg også, lige indtil vi i december fik afslag på den ansøgning der skulle financiere den sidste del af min Phd, som var planlagt til at skulle starte 1. marts. Og så brød min verden faktisk lidt sammen. For oven i det, havde jeg lige, altså for ca. 5 dage siden, opdaget at jeg var gravid. Ganske vist planlagt, men måske ikke planlagt at det skulle gå så hurtigt…… Men det gjorde det altså. Og det kan man jo bestemt ikke brokke sig over. Pludselig stod jeg i den situation, at jeg for det første skulle ud og søge vikariater eller introstillinger, men også skulle søge med den viden om at jeg er gravid. Og så kommer alle spørgsmålene: Har jeg ret til ikke at sige det, hvad kan man overhovedet tillade sig, kan jeg “tillade” mig at søge en intro, osv. Jeg kom også pludselig i tvivl om, om jeg overhovedet ville være berettiget til nogen form for løn og ikke kun barselsdagpenge når jeg nu stod uden sikkerhed pr. 1. marts. Og hvordan dælen forholder man sig til det? Hvad er mine rettigheder egentlig. Og er der nogen der vil ansætte mig så?

Først vil jeg gerne fortælle lidt om de følelser jeg har gået rundt med. 

Jeg er mildt sagt ikke ret god til at gå hjemme. Det har jeg fundet ud af de sidste par år. Om det er noget der kommer med at have fået børn, eller om det er fordi der bare er kronisk rod herhjemme jeg ikke kan abstrahere fra, ved jeg ikke. For tidligere kunne jeg godt spendere en hel weekend på sofaen, under dynen i slasketøj. Det kan jeg ikke længere. Jeg bliver simpelthen rastløs og får trang til at komme udendørs. Jeg er også bedst til at holde ferie og slappe af, når jeg ikke er hjemme. Så det her med pludselig at stå med risikoen for at stå uden job, eller muligvis endnu en gang at skulle ud i et speciale der egentlig ikke sagde mig det helt store, virkede nærmest frygtindgydende. Næste punkt på listen var, at jeg skiftede mellem at være mega glad for at være gravid og så bekymret. Så fik jeg dårlig samvittighed overfor det lille barn inde i maven fordi jeg var bekymret over graviditeten og dermed kørte den onde cirkel. Jeg er udmærket klar over, at der kan være et tabu i at sige højt, at man ind i mellem har følt graviditeten som en større hæmsko end glæde, men sådan havde jeg det altså ind i mellem. Og det vil der helt sikkert være nogen derude der ikke kan forstå. Det er også helt okay, men det var nu engang sådan jeg havde det. Sådan har jeg det heldigvis, slet ikke længere og jeg glæder mig rigtig meget til at vi bliver fire herhjemme og ikke mindst til at se Freja som storesøster. 

Derudover var jeg hele tiden i syv sind om jeg skulle sige det, eller om jeg skulle lade være. Og hvis jeg lod være ville det for mig, føre til en del dårlig samvittighed overfor arbejdsgiver, vagtplanlægger osv. selvom jeg logisk godt kunne sige til mig selv at nu måtte jeg holde op – for det er jo bare sådan gamet er. 

Jeg havde allerede i slut november skrevet rundt til de forskellige pædiatriske afdelinger i Region Syd, for at høre om de havde planer om at slå en intro op til foråret. Så jeg vidste at der ville komme en i Aabenraa og en i Kolding. Derudover blev der slået et 6 måneders vikariat op i Esbjerg. Jeg turde ikke satse på en hest og søgte derfor alle tre. Jeg fik afslag i Aabenraa, og kom som bekendt til samtale både i Esbjerg og Kolding. I Esbjerg havde jeg valgt at skrive i min ansøgning af jeg var gravid og skulle gå fra her i slutningen af maj, fordi det var et 6 måneders barselsvikariat og jeg alligevel ikke havde samvittighed til at smutte fra det. Selvom jeg havde været i min fulde ret til, ikke at gøre opmærksom på det og gå fra som planlagt. Jeg fik så tilbudt et 3 mdr. vikariat og var faktisk rigtig glad for det. Men samtidig med at jeg sendte ansøgningen til Esbjerg, havde jeg jo også sendt ansøgning til introstillingen i Kolding – hvilken jeg selvfølgelig hellere ville have, når jeg nu ved at jeg gerne vil være pædiater. Der er vanligt rigtig mange ansøgere om både intro og HU i pædiatri, så jeg turde ikke håbe på, at jeg fik den her lige efter KBU’en, på trods af at jeg under studiet har fået opbygget et ret pænt CV. Men skæbnen ville at jeg skulle til Kolding. Og indtil en time før jeg gik ind til samtalen var jeg stadig i tvivl om, om jeg skulle sige at jeg var gravid. Til samtalen var jeg ca. 14 uger henne. Jeg valgte i sidste ende at følge råd fra både Yngre Læger og kollegaer der har stået i samme situation, og jeg sagde det ikke til samtalen, hvilket jeg havde det meget ambivalent med. Jeg ved ikke om jeg havde fået den hvis jeg havde sagt det, men jeg turde simpelthen ikke risikere, at det var det jeg kunne blive valgt fra på, selvom de ikke må. Netop fordi jeg allerhelst ville have min intro i Kolding.

Og jeg fik jo den intro! Nøj hvor var jeg glad! Samtidig måtte jeg jo så ringe til Esbjerg og sige at det vikariat jeg havde sagt ja til, det opsagde jeg lige igen… Det var heller ikke just sjovt. Men altså. Alt det her, det er bare gamet i den her branche. Så kan man spørge sig selv hvorfor jeg tager det op? Det gør jeg fordi jeg oplevede en helt masse nye følelser og spørgsmål i mig selv, i den her periode, som jeg jo kan høre på alle jeres reaktioner på instagram slet ikke er ukendte for rigtig mange. Hvilket jeg jo egentlig synes er trist. Og fordi jeg oplevede at det virkelig ikke er noget vi taler ret højt om? Det inklusiv mig selv – jeg talte stort set ikke med nogen om det. Hvorfor ved jeg faktisk ikke. 

Det er vores lod som kvinder i et fag med mange, korte, tidsbegrænsede ansættelser i præcis den periode af vores liv hvor vi skal stifte familie. Sorry guys, det er bare ikke helt ligeså stort et issue at skulle på barsel 2 uger og måske halvanden måned i slutningen. Men det kunne måske være en del af løsningen, nemlig at barslen skal deles ligeligt, som en klog følger skrev til mig. Men det vil der sikkert også komme en masse polimik ud af. Jeg er kommet frem til den konklusion, at der ikke findes nogen god timing, der vil altid være en afdeling der bliver “ramt”, hvis ikke det skal være os selv, netop på grund af alle de her korte, tidsbegrænsede ansættelser. Vi er nødt til at sætte os selv først og det er helt okay at gøre det! Det må vi blive bedre til at gøre os selv opmærksomme på, være stærke i og støtte hinanden i ved at tale mere åbent om det. Så kan det også være det holder op med at være så stort et tabu. Både i forhold til os selv og overfor arbejdsgiver. Heldigvis er langt de fleste ledende overlæger meget forstående, men ind i mellem er der eksempler på det stik modsatte. Hvilket flere af jer desværre også skrev at I havde oplevet.  Og som med så mange andre emner, skal der mange gode oplevelser til for at opveje en dårlig… Jeg vil gerne bidrage med en god. Min ledende overlæge tog det så pænt, sagde stort tillykke og at det løser vi bare. Så det var ikke så slemt som jeg havde kørt det hele op til i mit hoved. 

Nu er alt det ovenstående overstået og jeg glæder mig helt vildt til både mine kommende 3 måneder på børneafdelingen, en spændende konference lige efter jeg er gået på barsel, selve barslen og til at have et job jeg kan glæde mig til at komme tilbage til i stedet for at skulle ud og søge igen. 

Til slut vil jeg gerne linke til vores fantastiske fagforenings hjemmeside, yngre læger. Her kan I læse om vores rettigheder i forbindelse med graviditet og barsel. Jeg må bare sige: hold da op nogle gode vilkår de har forhandlet hjem. Man er næsten altid sikker på at være berettiget til løn og man optjener anciennitet under barslen, som man ville have gjort hvis man arbejdede. Selvfølgelig skal det være sådan, for ellers kommer vi jo håbløst bagud i forhold til mændene. Men det er bare langt fra alle faggrupper, hvor det er en selvfølge! Og ovenstående er jo blot to eksempler. 

Og så kan jeg afsløre at der kommer en uge senere på foråret, hvor dette emne bliver taget op igen. Nu vil jeg i seng, jeg har allergi ambulatorie i morgen 🙂 Fantastisk at gennemgå sit program og se at alle patienterne virkelig kun er børn. 

KH

Marie