Tiden

For noget tid siden spurgte jeg jer følgere hvilket tema i synes vi skulle køre ført – lægeliv&familie eller lægeliv&forskning. Der blev en klar vinder i lægeliv&familie, så derfor indleder jeg første temauge i familielivets navn. I skrivende stund ligger jeg syg herhjemme med influenza (er dog i bedring) og har i dag læst en artikel i et modemagasin der handlede om tid. Her stod bla. at vores tids ypperste luksus er netop tiden. Og ikke den dyre bil eller taske. Men tid. Og det falder bare virkelig godt i tråd med det jeg har tænkt mig at indlede ugens familieliv tema med – nemlig tiden.

 

Jeg fornemmer egentlig en generel tendens mod at trække sig lidt fra det hæsblæsende arbejdsliv med interessetimer, nøjes med mindre løn og prestige, for i stedet at prioritere netop tiden. Det er ikke noget jeg ved, men bare en fornemmelse.

Min mand og jeg har talt om det i forbindelse med at de på hans afdeling, som jo er et paraklinisk speciale, oplever større og større interesse ved ansøgningsrunderne. Da han var til samtale første gang, var de fire ansøgere, anden gang ni ansøgere om en enkelt stilling. Måske til dels fordi det er et speciale i udvikling, men måske også fordi de kan tilbyde nogle andre arbejdsvilkår end de kliniske specialer kan. Og det kan de, uden tvivl. Peter har for eksempel mulighed for at arbejde hjemmefra og når han ikke har vagt som går fra 9-15, er han faktisk ret fleksibel i sine arbejdstider. Det er nu ikke derfor han er blevet farmakolog, men fordi han egentlig er virkelig god til og glad for matematik og forskningsteori.

 

Jeg oplever flere og flere af mine især kvindelige kollegaer der søger om at få deres intro eller HU på nedsat tid. Stort set alle bloklægerne da jeg var i Svendborg var på 30 timer om ugen. Og jeg forstår dem virkelig godt. Jeg synes jeg hver eneste dag står med følelsen af at hverdagen ville glide lettere hvis jeg havde en time tidligere fri. Og det ville jeg hjertens gerne betale af min løn. Lige nu hjælper det heller ikke at jeg bruger 40 min i bil hver vej til og fra arbejde. Det kunne måske godt lade sig gøre. Jeg ved det ikke, for jeg har faktisk ikke undersøgt det. Lige nu ser jeg det at blive færdig med min KBU og samtidig forberede min PhD, som en investering. En investering i at jeg (såfremt jeg får godkendt det hele) kan påbegynde min PhD i Odense til foråret, på min drømmeafdeling og have sikkerhed på tilværelsen i tre år. Tre år! Det er meget. Samtidig en tilværelse hvor der er klart mere fleksibilitet i hverdagen til for eksempel at holde ferie når det passer med børnehaven, til at gå lidt tidligere og arbejde lidt om aftenen i stedet. Og en ting er de næste tre år, men det betyder også at tingene bliver lidt lettere når jeg skal til at søge intro og HU. Så. Når jeg har dårlig samvittighed, som i fredags hvor jeg brugte det meste af eftermiddagen sammen med min vejleder i stedet for at hygge og spise fredagslik med Peter og Freja, må jeg se mig selv dybt i øjnene og fortælle at det er en investering de næste par måneder for både mig selv, men også for Freja. Jeg ved også godt at en PhD ikke kun er fryd og gammen og der kommer perioder hvor jeg må blive til klokken 18 fordi der er en deadline på en review proces. Og det kan jeg godt leve med, fordi det også giver noget frihed i den anden ende.

 

Ofte når jeg siger at jeg vil være pædiater, så får jeg kommentarer som: ”Så er det nok karriere over familie hva?” eller ”Så bliver det nok ikke den store børneflok I skal have jer”. Det blev jeg vildt ked af i starten, for jeg tænkte vitterligt: ”Jamen gud, det kan måske slet ikke lade sig gøre?”. Men her må jeg bare sige at jeg har fundet stor ro i en ældre rollemodel. Som har både familie med tætte, kærlige relationer og er max karriere menneske. Jeg kan bedre lide fra mit synspunkt at sige karriere = familieliv og omvendt. Jeg vil begge ting lige meget. Jeg får f.eks. energi af at være afsted på konference. Senest var jeg på konference i starten af september, hvor jeg var omgivet af sindssygt dygtige neonataloger fra hele verden. Det gav mig et kæmpe energiboost rent arbejdsmæssigt og gav mig motivation for den sidste del af KBU’en. Og det afspejlede sig også i mit energiniveau derhjemme. Når jeg er glad i de timer jeg bruger på mit arbejde, så er jeg også klart mere til stede og glad derhjemme. Og den anden vej i øvrigt også! Hvis ikke jeg er glad herhjemme, så afspejler det sig klart i min motivation på arbejde. Lige for tiden er Freja lidt ked af sin børnehave og siger til os, at hun ikke synes hun har nogen venner. Selvom det ikke er pædagogernes indtryk, så fylder det selvfølgelig stort set alt for mig og bekymrer mig meget.

Omvendt dræner det mig ekstremt meget at lave noget jeg ikke finder synderligt interessant. Så jeg personligt ville ikke kunne finde ro i at blive speciallæge i noget der egentlig ikke interesserer mig, mod så måske kunne nøjes med at arbejde 3 dage om ugen. Det vil dræne mig i længden, selvom jeg kun skulle arbejde 3 dage om ugen.

 

Det er en svær balancegang. Der er mange måder at gøre det på og jeg tror ikke der er én rigtig model. Revolutionerende snak, ikke? Det afhænger fuldstændig af hvem man er som person og som familie. Og det er jo egentlig det der gør det svært. At vi skal finde vores måde at gøre det på hver især, selvom arbejdsmarkedet kun er prædefineret til en bestemt model der hedder 37 timer om ugen. Nogle gange skal man prøve lidt forskellige modeller før man finder det der virker. Vi har stadig ikke helt fundet opskriften på det herhjemme. Jeg er i hvert fald ikke tilfreds som tingene er lige nu, men føler heller ikke helt at jeg kan gøre så meget anderledes de næste 4 måneder til min KBU slutter.

 

Den næste uge er som sagt fritaget fra takeovers og helliget familielivet. Den kommende uge vil jeg lave opslag der omhandler familielivet og livet som yngrelæge.

Jeg vil gerne slutte dette indlæg med et genialt forslag som en af jer søde følgere kom med. Lad os den næste uge med hashtagget #lægeliv&familie, vise hinanden hvordan vi som yngre læger får lægelivet til at hænge sammen med familielivet. Jeg håber I vil være med på ideen og jeg glæder mig til at se jeres hverdag derude.

Kh

Marie