“Stressen”

For ca. 3 år siden, begyndte jeg at få en masse underlige, lidt udefinérbare symptomer. Men også nogen helt faktuelle symptomer. Jeg vil holde mig til de mere diffuse, for de faktuelle var min cøliaki, som jeg på det tidspunkt ikke var klar over at jeg havde, der for alvor begyndte at røre på sig. Og det er ikke det, det skal handle om i dag. I dag skal handle om stress. Jeg havde nemlig stress for små 3 år siden.

Stress er sådan et underligt mærkat at sætte på sig selv. Det er en underlig størrelse. Jeg havde det virkelig også stramt med at skulle fortælle det i starten – at jeg havde stress… Det har jeg sagt SÅ mange gange, når jeg indimellem har været presset med eksaminer eller hvad det nu lige kunne være – ”Jeg har det egentlig meget godt, men jeg er bare meeega stresset fordi…”. Men det her var anderledes, for da det stod på, havde jeg det mildest talt elendigt.

Optakten

Det kom snigende ligeså stille i efteråret 2016, hvor jeg begyndte at have en udefinerbar indre uro. En uro som senere blev til en helt reel følelse af hjertebanken, takykardi og arytmi – også selvom jeg helt objektivt kunne sætte et stetoskop på mig selv og mærke en regelmæssig puls der sagde at alt var helt normalt. Jeg begyndte at ryste på hænderne, tabte kartoflerne når jeg skrællede dem og blev så hurtigt træt i musklerne, at jeg redte mit hår i etaper om morgenen. ”Træt”, var nok mit mest brugte ord i den periode, for ved gud hvor var jeg træt. Det skal også lige siges at 2016 var det år hvor Freja blev født, så søvn var heller ikke det jeg fik mest af. Den uopdagede cøliaki gjorde det bestemt heller ikke bedre og jeg tabte næsten 7 kg uintenderet på 2 måneder. Så jeg blev pludselig også virkelig bange for at der var noget HELT galt.

Egentlig håbede jeg lidt i mit stille sind, at det hele forsvandt efter de fandt ud af, at jeg havde cøliaki. Det ville have været meget nemmere. Mavegener og vægttab forsvandt da også, men resten persisterede…

Chokket

Et par måneder senere, midt i specialeskrivningen i efteråret 2017, måtte jeg en dag med rystende hænder, tårer i øjnene og fornemmelse af at være ved at besvime, pakke min computer og artikler sammen og nærmest styrte ud ad døren fra Ph.D kontoret. Det kom ud af ingenting. Lige pludselig, som et lyn fra en klar himmel. Jeg løb ned i bilen, og jeg kan bare huske jeg sad der og hørte mig selv hyperventilere og kiggede på min rystende hænder. Der ringede jeg til min læge og sagde at jeg troede jeg havde været på nippet til et angstanfald. Det var faktisk først der, at jeg erkendte, at det her, det var noget helt andet, der intet havde med cøliakien af gøre. Jeg havde meget svært ved at erkende, at det var det der havde ramt mig, for jeg var jo vant til at kunne klare det hele. Min opfattelse er, at vi heller ikke taler så meget om det i mediciner/lægefaglige kredse? Men hold op hvor blev jeg forskrækket over min egen krop. Det er det mest ubehagelige jeg nogensinde har været i. Også I de efterfølgende mange uger hvor symptomerne mere eller mindre konstant var til stede.

Processen

Jeg var nødt til at skrue helt ned for al aktivitet i de kommende måneder. Og med det mener jeg al aktivitet, inklusiv sociale ellers dejlige ting. Jeg arbejde måske 3-4 timer på specialet om dagen, mere kunne jeg ikke. Og så var den dags kapacitet opbrugt. Ting jeg før havde elsket, som for eksempel at ses med en veninde til en kop kaffe eller et glas vin en fredag aften, det kunne jeg bare ikke hvis jeg også skulle arbejde 3 timer (!!) om formiddagen. Jeg fik simpelthen hjertebanken, sorten for øjnene og rystende hænder af at være sammen med mine veninder. Jeg kunne få det ved at skulle ud og handle, bare tanken derom var nok. Jeg fandt også tit mig selv stående oppe i Meny og ikke kunne huske hvad det egentlig var jeg var kørt derop efter.

Efterhånden fandt jeg jo ud af, at det egentlig ikke handlede om pigerne eller det at skulle handle, men om alle de stimuli der gik ufiltreret igennem. Det var rigtig svært for mig at melde fra i starten, fordi jeg altid har fået energi af at være sammen med mine (i øvrigt fantastiske) veninder. Det gør jeg heldigvis igen nu. Men det var jeg simpelthen nødt til i den periode. Jeg sov, gerne flere lure i løbet af dagen, kørte afspændings lydfiler, gik måske en lille bitte tur og samlede energi til at være mor i et par timer om eftermiddagen. Kort sagt, der var skruet ned til kun det allermest nødvendige.

Jeg overvejede rigtig mange gange i løbet af de to følgende semestre om jeg skulle sygemelde mig fra studiet. Men jeg gjorde det ikke, fordi jeg havde friheden til at disponere over tiden selv og derfor gik det. Da jeg skrev speciale sad jeg inde på Ph.D kontoret som tidligere nævnt, og selvom alle har fleksible arbejdstider og kommer og går som det passer dem, følte jeg et behov for at fortælle min kontormakker hvorfor jeg gik så tidligt. Så var det på en eller anden måde lettere for mig at gå kl. 12. Jeg sagde det også til min vejleder, som heldigvis var og stadig er meget forstående. Specialet gik godt og er da endt ud med at jeg sidder og forbereder min Ph.D i dag.

Det efterfølgende semester startede med klinikophold og på opfordring fra min læge havde jeg ”advaret” de uddannelsesansvarlige overlæger på forhånd om, at jeg muligvis ville have nogle fraværsdage og gå tidligere. Efter klinik var der neurologi, hvilket var kærkomment, siden jeg har været i neurologisk lægevikariat i 9 måneder op til min barsel. Det gav lidt plads. Og ligeså stille, blev det bedre.

Men det var altså en dynamisk proces med nogle skridt frem og nogle tilbage. Som fik lov at være sådan, fordi jeg kunne. Det betød også at Freja var i dagpleje det meste af sommerferien 2018. I alle de uger hvor Peter ikke havde fri. Jeg kunne faktisk ikke holde til at have hende en hel dag alene. Det føltes som et kæmpe stort nederlag dengang, og metaforisk slog jeg mig selv meget i hovedet over det. Men når jeg ser tilbage på det nu, var det fuldt ud nødvendigt og Freja elskede sin dagpleje, så hun led ingen nød.

Nu

Derfor synes jeg også ind i mellem det kan være vildt svært at skulle agere som læge og udfylde f.eks. statusattester eller ”tilbage på arbejde” planer for folk der er sygemeldt med stress. For der forventes en kontinuerlig opadgående arbejdsmængde med så og så mange timer pr. uge. Og sådan fungerer det altså bare ikke. Men det er måske svært at sætte sig ind i som chef hvis ikke man selv har prøvet det.

Jeg tror også disse patienter er svære for os læger, fordi vi er skolet til at finde frem til symptomerne ved hjælp af at måle, mærke eller scanne os frem til dem. Det er simpelthen bare vildt svært at sætte sig ind i hvor virkelige de symptomer er, selvom vi ikke kan måle dem. Som tidligere beskrevet, kunne jeg objektivt godt høre at mit hjerte overhovedet ikke slog for hurtigt eller ude af rytme, men det ændrede ikke ved følelsen og frygten det fremkaldte. Men anerkendelsen af hvor reelt det kan føles er ofte nok, tror jeg. Og også at turde sige:

“Det her, det er der ikke noget quick fix for. Det er en proces, hvor du selv aktivt skal deltage, ransage dig selv og omverdenen og gøre dig nogle til- og fravalg. Måske skal du have hjælp til det, måske kan du klare det selv. Men det vigtigste er at være ærlig overfor dig selv”. 

Jeg sad med en patient for nyligt, som netop havde en stressreaktion, og det var meget svært for vedkomne at beskrive de fornemmelser der var i kroppen. Der kunne jeg da i det mindste med helt god samvittighed sige:

”Du behøver ikke, jeg ved præcis hvad du mener, for jeg har faktisk været der selv”.