Pas nu på de yngre lægeliv, vol 2

Dette indlæg er en fortsættelse af indlægget “Pas nu på de yngre lægeliv, vol 1” som I kan læse her .

Når vi så er færdige med enten KBU eller i fremtiden måske KBU + tjenestepligt, så kommer jagten. Jagten på først en introduktionsstilling og derefter en hoveduddannelse indenfor det speciale vi nu tænker vi vil beskæftige os med resten af livet. Her bliver jeg nødt til at understrege, at der er meget meget stor forskel på ens arbejde som læge, alt efter hvilket speciale man arbejder i. Jeg tror f.eks. også advokater kan nikke genkendende til, at der er stor forskel på at være forsvarer, anklager, arbejde på advokatkontor eller arbejde i industrien i en rådgivende funktion. Det er det samme for os. Der er forskel på arbejdsopgaver, på vagtbyrde, på patientgruppe, på organsystemer og på mulige arbejdssteder alt efter hvilket speciale man vælger. 

Et rigtig godt eksempel er jo min mands speciale, klinisk farmakologi, som for det første kun findes i Århus, Odense og København. Det foregår bag et skrivebord, han har aldrig patienter og laver aldrig objektive undersøgelser (endnu i hvert fald, det er et ret nyt speciale og måske kommer det, eftersom specialet bliver mere integreret), han arbejder aldrig weekend/nat, og han forsker og underviser rigtig meget. Hvis man sammenligner med mit speciale, pædiatri, som jo er nærmest rent klinisk. Her har man alle organsystemer, skal være kreativ med den objektive undersøgelse, det kræver store evner inden for kommunikation på forskellige niveauer, her er både akutte og længerevarende forløb, man udfører diverse procedurer såsom lumbalpunktur, navle-vene-kateder anlæggelse osv. og jeg har mange vagter både dag/nat/weekend resten af min karriere. For ikke at gå ind i de kirurgiske specialer. Så det er bestemt ikke lige meget hvilket speciale man ender med at vælge. For det er resten af vores arbejdsliv. 

Jeg synes jeg heller ikke man helt kan sammenligne det med at en advokat f.eks. vælger at pendle fra Odense til Århus for den helt rigtige stilling. Vores er en uddannelses stilling, der foregår både på centrale og perifære sygehus, hvilket i nogle tilfælde er ret langt fra hinanden. For mit vedkomne kan introduktionssillingen foregår 4 steder her i region syd: Kolding, Esbjerg, Aabenraa eller Odense. For det er der, de pædiatriske afdelinger ligger. Her kan man så sige, jamen det er jo frivilligt. Ja det er det. Jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke kan se mig til tåls med et speciale jeg måske har det “okay” med resten af mit arbejdsliv, fordi intro og hoveduddannelse vil kunne fåes i en overskuelig afstand. Men ovenstående gælder stort set alle specialer, og igen, jo bedre kvalificeret du er (læs. Jo bedre CV du har), jo større er chancen for at du får et af de forløb med korteste pendler afstand. Og så er vi tilbage til det “frivillige” arbejde ved siden af studiet/arbejdet for at opfylde de syv lægeroller bedst muligt. 

Min personlige mening er, at vi faktisk allerede flytter os rigtig meget rundt i hele landet, for at sørge for vi er så dygtige og brede som overhovedet muligt, når vi er færdige speciallæger. Og er ret fleksible. 

Derudover er der mere og mere fokus på, at vi skal praktiserede evidensbaserede behandlinger og SELVFØLGELIG skal vi det! Jeg er kæmpe fortaler for forskning og for mig, er det også med til at fastholde min nysgerrighed på menneskekroppen. Problemet er bare, at det er de færreste steder hvor der er sat tid af til at forske i hverdagen. Jo på min mands afdeling er der! Altså, de får løn for at forske og de får også honorar for mange af deres artikler. Men det har jeg aldrig oplevet andre steder. Det betyder, at det forventes at vi gør dette i vores fritid, ved siden af en 37 timers arbejdsuge. Og for manges vedkomne ulønnet. Og vi gør det sgu. I høj grad. Jeg gør det også selv. Bevares, man har jo også en interesse og en nysgerrighed. Men alligevel. Jeg så faktisk for få dage siden at der var skrevet en artikel om det på altinget.dk. Netop at det faktisk er ret problematisk at vores behandlinger er afhængige af at vi som faggruppe vil bruge vores fritid på at forske og optimere behandlinger, procedurer og fremgangsmåder. Og alt det ovenstående gælder også i den periode af vores liv, hvor vi gerne vil stifte familie og vores børn er små. 

Engang anså man det at være læge som et kald. Det er det måske også til en vis grad stadig, for man skal ville det, man kan ikke gå på arbejde og have en mental off day – men tiderne har også ændret sig. Jeg ved ikke om man kan udfærdige speciallæge uddannelsen anderledes sådan som sygehusvæsenet er bygget op i dag med mere og mere specialiserede afdelinger, det tror jeg ikke. Men jeg synes faktisk også det er rigeligt som det er. Tænk hvis vi pludselig sagde at vi yngre læger kollektivt ville strække landet over, før de fandt en bedre løsning på KBU fordelingen? Eller satte foden i jorden og sagde, det vil vi bare ikke det her med tjenestepligt. Bare blev hjemme. Så tror jeg sgu de var på den, politikerne. 

Måske kommer der her ovenpå corona-pandemien, en større respekt for sundhedsvæsenets omstillingsparathed, vigtighed og betydning. Med de yngre læger der er kaldt ind fra deres introstillinger og KBU i praksis, phD studerende der sætter deres forskning på stand-by for at hjælpe til, og de medicin- og sygeplejestuderende der frivilligt har meldt sig til at hjælpe til på trods at fortsatte eksamenskrav. 

Jeg synes i særdeleshed det viser fantastisk ansvarlighed og vilje til at ville hjælpe til hvor det brænder! Og jeg er stolt af min egen og nært tilhørende faggrupper. 

Det holder vi lige fast i, og husker. 

Når tingene går tilbage til normal. 

Kh Marie