“Lægeidentiteten”

Hvilken slags læge har jeg egentlig lyst til at være? Har jeg nogle forbilleder eller nogen jeg ved jeg i hvert fald ikke skal være ligesom? Hvor meget kan man egentlig tillade sig, at lade sin personlighed skinne igennem i sit professionelle lægefaglige virke? 

Det var nogle af de spørgsmål jeg gennem de sidste par år har stillet mig selv. Jeg kunne godt tænke mig at snakke lidt om, hvordan vi gerne vil være som læger – hvordan vi gerne vil have at patienterne husker os. 

Jeg kom til at tænke på det her med “lægeidentitet” igen for nyligt, fordi jeg måske nogle gange har oplevet at jeg gør tingene lidt på min egen måde. Første gang det slog mig, var i mit lægevikariat på neurologisk og igen i mit KBU forløb på kirurgisk, hvor en af sygeplejerskerne bla. lagde mærke til at jeg egentlig uden at tænke over det, opbyggede en helt specielt relation til en noget ældre, men helt skøn og livsfrisk dame, jeg modtog en sen nat hvor hun kom ind med en iskæmisk tarm.

Lad mig først skrue tiden tilbage til før mit lægevikariat. Jeg har altid været ekstremt god til at tilpasse mig til de mennesker jeg omgåes med, den humor og omgangstone der er til stede og flyde lidt ind i de daglige rutiner og talemåder, når jeg er startet et nyt sted. Og derfor faldt det mig meget naturligt, at agere lidt som de læger og sygeplejersker jeg nu omgikkes med når jeg var i klinik, selvom det egentlig ind i mellem resulterede i, at jeg ikke helt var mig selv. Fordi jeg følte at der blev forventet noget andet af min personlighed, på netop den her afdeling, fordi det “er sådan dem der vælger det her speciale er”. Og det er jo lidt interessant at spørge, ja gad vide hvorfor man er eller bliver sådan, når man vælger det her speciale? Måske er det en adfærd der fremavles hos den enkelte af nød? Måske er det en adfærd der fremelskes og tilvælges af en bestemt person der sidder med beslutningerne? 

Det er en helt anden sag nu, og måske også lettere når man selv er “lægen” og ikke den der skal lære, blive klogere på hvordan det er ude i “det virkelige liv” og for alt i verden vil gøre det så godt som muligt. 

Men der skete noget i mit lægevikariat. Jeg blev meget mere selvstændig, og turde stå ved min måde at være læge på. Det var f.eks. noget så basalt som, at jeg kunne finde på at gå ud til patienterne i venteværelset til subakutambulatoriet og sige højt, at vi er langt bagud fordi der er booket alt for mange til to læger, samt at nogle mennesker altså have brug for mere end den afsatte tid. Det beklagede vi selvfølgelig, men at vi altså også var nødt til at have noget frokost for at fungere. Og at de jo evt. kunne gå en tur ned i kantinen eller gå en tur udenfor, for der gik altså lidt tid før de kom til. I stedet for bare at køre mig selv træt. Og forbløffende nok, oplevede jeg at patienterne var enormt forstående og sagde at selvfølgelig skulle vi da det. Dertil kom nogle episoder hvor jeg blev skubbet ud af min professionelle comfort zone, og simpelthen var nødt til at være 100% mig selv. Det inkluderede, at jeg ind i mellem var nødt til at sige ting mere med hjertet end hovedet, forstået på den måde at jeg i dag nok havde bygget samtalen mere op end den gang. Og når man pludselig står i følelsesladede, alvorlige situationer, finder man ud af, at det kan man ikke lære andet end gennem erfaring eller nødvendigvis gøre på én korrekt måde. Der må man finde ud af, hvordan man bedst selv kan være i det og hvad der føles mest rigtigt i det konkrete øjeblik. Så tror jeg på at vi er mest nærværende, ærlige og tilstede. Det varierer også fra patient til patient. Jeg husker specielt en situation hvor jeg sammen med en af sygeplejerskerne fra sengeafsnittet skulle lave en lumbalpunktur på en patient, der var meget meget bange. Her begyndte sygeplejersken at nynne “Når jeg ser et rødt flag smælde” og jeg begyndte automatisk at synge med. Det føltes rigtigt lige der. Selvom jeg normalt ikke lige bryder ud i sang når jeg lumbalpunkterer. Jo, måske kunne jeg finde på det, på børneafdelingen hvor jeg er nu… 

Jeg tror egentlig det kan sammenfattes til at jeg fik bredere skuldre og større tro på, at jeg selv skulle bestemme hvordan jeg ville være overfor mine patienter, og ikke lade mig styre af at der kan være en hvis forestilling om hvordan kirurger, neurologer eller hvad det nu kan være, er og skal være for at kunne agere som læge i det pågældende speciale. 

Det fører mig tilbage til kirurgisk afdeling. Jeg har brug for, gældende for de fleste af mine patienter i hvert fald, at kende lidt til dem, når de ikke er syge. Det var så fint planlagt at vi ofte gik stuegang flere dage i træk, hvilket netop gav muligheden for at kende patienterne lidt bedre. Mange af patienterne der lå længere tid hos os, gik jeg ind til selvom jeg ikke gik stuegang, hvis jeg havde tid. Simpelthen for lige at høre hvordan de havde det eller snakkede med dem på gangen. Det tror jeg mange af kirurgerne synes var lidt mærkeligt, men det virkede for mig. Det resulterede også i, at da jeg så at den tidligere omtalte ældre dame, nogle uger efter udskrivelsen hos os, blev indlagt på en anden afdeling, så gik jeg simpelthen op og sagde hej til hende. Fordi jeg havde tid den dag. Det synes kirurgerne var mærkeligt. Det er det måske også, og jeg ville heller ikke gøre det med alle patienter. 

Nu her på børneafdelingen kan jeg godt finde på at lege med hvis en af mine patienter leger et eller andet ude på gangen, hopper på hinkesten eller spiller gulvspil. Det er der mange af børnelægerne der gør, hvilket måske er en af årsagerne til, at jeg føler mig så godt tilpas her 🙂 Jeg har også Paw Patrole med på arbejde i kittel-lommen og kan finde på at tage Minnie Mouse ører på når jeg har de mindre børn i ambulatoriet. Jeg tror det fungerer, fordi jeg gør det helhjertet. 

I forhold til mine kollegaer, er jeg også blevet meget mere ærlig omkring mig selv. Jeg tør godt være ked af det, græde, være bekymret eller mega glad overfor dem jeg arbejder sammen med.

Der er selvfølgelig forskel på læger, hvilket jeg er stor fortaler for at der skal være. På alle afdelinger tror jeg det er godt med forskellige typer. Det bidrager til dynamikken og udviklingen. 

Mit budskab med dette her indlæg er egentlig ret simpelt. Vær dig selv. Selvfølgelig med en hvis portion lægefaglig professionalisme, men jeg tror vi skal lade være med at lade os begrænse af en forestilling om, hvordan en læge indenfor et bestemt speciale er. Jeg tror at langt de fleste, har en hvis respekt for at man er som man er, hvis man er det helhjertet og med ærlighed. 

Og at man altså sagtens kan være parakliniker uden at skulle være ultra, ultra nørdet og introvært eller kirurg selvom man måske også vægter kommunikationen ret højt. I know, det er de klassiske. Men de er jo blevet til af en grund. 

Jeg tror på at vi kommer en generation af yngre læger nu, der har en stor evne til at omfavne det brede og se potentialet i mange personligheder, særheder og typer. Lad os prøve at holde fast i det, også inde på sygehuset. Hermed lidt søndags optimisme og et indlæg langt væk fra al snak om Corona.

Det trængte jeg til 🙂 

KH og god søndag

Marie