Jobsøgningen

Den sidste halvanden måned har været hektisk synes jeg. Jeg havde jo en ide om at jeg bare skulle starte Phd 1. marts, så jeg havde ingenting at bekymre mig om. Men som med så meget andet, så tager det altså tid. Tid der også i høj udstrækning foregår hos andre, hvor man ikke kan gøre noget som helst. For eksempel med fondsansøgninger og godkendelser. Og når det så ender med et afslag på den helt store ansøgning som skulle financiere halvdelen af projektet lige inden jul, ja står man virkelig med håret i postkassen. Og det gjorde jeg 19. december. Så det meste af juledagene blev brug på at spekulere på hvad jeg så skulle gøre. Og nu er det hele sat lidt på standby.

Der havde været ansøgningskursus med YL i november, som jeg jo havde tænkt ikke var aktuelt for mig denne gang. Og det er jeg SÅ træt af jeg ikke gjorde alligevel.  

Mange af introstillingerne havde været slået op, både gyn/obs og anæstesi, som ligesom var plan B, hvis ikke det blev pædiatri. Og det er jo det der er – mange af stillingerne bliver slået op samtidig. Jeg havde fået afslag på en ansøgning til en intro i pædiatri i Aabenraa. Jeg vidste at der ikke kom nogen i Odense før til efteråret, for det havde min vejleder undersøgt for mig. Jeg vidste også at der ikke kom nogen intro i Esbjerg, men vidste at der ville blive slået en intro op i pædiatri i Kolding med start 1. marts, fordi jeg havde skrevet med Uddannelsesansvarlig overlæge (UAO) tilbage i december. Kolding er nok der jeg allerhelst vil have både intro og HU, indenfor pædiatri. Jeg har arbejdet i Kolding før og det er bare et fantastisk sted at arbejde. Men tør man satse alt på en stilling, i et speciale hvor der altid er mange, kvalificerede ansøgere om buddet? Jeg turde i hvert fald ikke. Og her begav jeg ud på en helt ny rejse. En rejse med konstant afvejning af hvor meget man skal sige, hvor meget man kan “tillade sig” at søge, hvor forpligtet man føler sig. Og ofte går der jo noget tid fra ansøgningsfrist til at man har det endelige resultat af processen – får jeg det eller får jeg det ikke?

Jeg er bare nødt til at sige, hold kæft hvor har det været nervepirrende! Og intenst. Og hårdt at sidde om aftenen, når jeg er kommet hjem, helt baldret i hovedet efter en dag i praksis, som stadig er en stor udfordring for mig hver dag fordi det er så alsidigt, lege med barn, spise aftensmad og putte. For så at sætte mig ned, åbne computeren og skulle sælge mig selv på papir. 

At skulle forklare hvorfor de skal tage netop mig til samtale, i netop det her speciale, på netop den her afdeling. 

For det at skrive en ordentlig ansøgning kræver også, at man har sat sig ind i hvad det er for en afdeling man søger ind på, hvad specialet indebærer, hvad de lægger vægt på osv. Det er ikke nok at skrive, at man synes det er et spændende speciale, man skal selvfølgelig uddybe hvorfor. Ud over det, udfærdige et CV, som jeg ikke bare havde liggende klar til brug. Det er der måske andre derude der har været så forudseende at have 🙂 Hvis ikke, så hermed tip: Lav basis CV når du har tid. 

For det tager altså lang tid. Det tog mig 2 1/2 uge at skrive ansøgningen + CV til Kolding, med hjælp fra min familie der læste de forskellige versioner igennem utallige gange. Man kan sige, at når ansøgningen til et speciale er klar, så kan noget af den selvfølgelig genbruges til samme speciale, på andre sygehuse med lidt tilretning. 

Når ansøgningen så er sendt, så kommer den næstværste del. Ventetiden på at få besked på om man skal til samtale. Jeg kom ikke til samtale i Aabenraa og det var jeg faktisk ret ked af, fordi jeg så følte at det hele var spildt lidt når jeg ikke engang fik lov at forsvare mig ansøgning. Men sådan er gamet jo. Der havde været fem ansøgere om en stilling. Til gengæld kom jeg til samtale både i Esbjerg og i Kolding, på hhv. et vikariat og intro. Først i Esbjerg, inden jeg vidste om jeg skulle til samtale i Kolding. Og her kommer “gamet” ind i spillet. For skal man så sige til samtalen at man har flere ansøgninger ude? Jeg sagde ikke noget. Og det har jeg faktisk været overrasket over hvor svært det har været for mig. At spille på flere heste simpelthen. Jeg fik vikariatet i Esbjerg, men gik så her to uger efter til samtale på en intro i Kolding. Det er klart, at jeg selvfølgelig allerhelst vil have introstillingen, fordi den er første officielle skridt på vej mod en specialisering i pædiatri. Og nej, et vikariat er bestemt ikke dårligt, en intro er bare bedre. Det håber jeg inderligt de også vil have forståelse for i Esbjerg, HVIS jeg er så heldig at jeg får den drømmeintro. Det betyder for mig også, at der vil være ro på det næste år, og at jeg ikke om 3-6 måneder skal igang med det her ansøgningsstress igen. Men, jeg er lykkelig for at jeg har et vikariat i mit drømmespeciale.

Vi har virkelig mange skiftende og korte ansættelser det første stykke tid af vores arbejdsliv, så jeg er også kommet frem til, at vi bliver nødt til at være lidt egoistiske og tænke på os selv. Som Mikkel skrev i går – for det er der ingen andre der gør. 

Og lige nu gennemgår jeg den værste del. Ventetiden på om jeg får den intro eller ej. Jeg føler at samtalen i går gik rigtig godt. Jeg var 100% mig selv. Men det er så svært, fordi jeg aner ikke hvad jeg er oppe i mod. Fik af vide, at jeg kunne forvente svar senest i løbet af weekenden, men de håbede de kunne nå det i går eftermiddags. Har ikke hørt noget endnu. I guess it’s a good thing? Så er jeg nok ikke siet fra endnu. Så nu vil jeg prøve at affinde mig med ventetiden, glo på min telefon ca. hver 2 min og sikre at der er lyd på og læse bog under dynen på sofaen. Freja er til legeaftalen med bestie fra BH. 

God weekend derude. Knæk og bræk til dem der har ansøgninger ude og dem der skal til samtale. I feel ya’! Men husk lige at tænke på jer selv!

KH 

Marie