"Mød en intro" i Retsmedicin

“Mød en intro” i oftalmologi

Hvilken type af speciale skal vi høre om i dag?

Oftalmologi

Jeg arbejder som introlæge på Oftalmologisk afdeling på Vejle sygehus. 

Oftalmologi er et blandet medicinsk og kirurgisk speciale. Vi ser primært ældre patienter, men der kommer patienter i alle aldersgrupper. Specialet har et tæt samarbejde med især endokrinologi, plastikkirurgi, dermatologi, reumatologi, pædiatri, øre-næse-hals og neurologisk afd. 

Arbejdet består i forebyggelse, diagnostik, behandling, palliation og rehabilitering af patienter med medfødte og erhvervede sygdomme i øjne, synsbaner, øjenhuler, tåreveje og ydre øjenomgivelser. 

Specialet har mange teknologiske hjælpemidler til diagnosticering. Der er en del mønstergenkendelse, når man skal beskrive f.eks. en perimetri, en OCT, fundusbillede mm.  

I specialebeskrivelsen fra dansk oftalmologisk selskab står der bl.a. ”Øjenlægen redder sjældent liv, men til gengæld redder øjenlægen i høj grad livskvalitet”. 

Hvor langt er du i dit uddannelsesforløb?

Jeg startede i min introduktionsstilling i oktober 2020. Efter barselsorlov kom jeg tilbage i januar 2022 og mangler nu kun 3 mdr. af min intro. 

Hvorfor valgte du lige dette speciale?

Da jeg begyndte at læse medicin var min plan, at jeg skulle være almen mediciner. Efter et elektivt klinikophold på oftalmologisk afd. på OUH skiftede jeg dog mening. 

Jeg skrev mit kandidatspeciale på oftalmologisk afd. i Vejle og vidste derefter, at det var den vej, som jeg gerne ville gå.

Øjet er et meget lille organ, men jeg synes at opbygningen og funktionerne er meget fascinerede. Synet har utrolig stor betydning for menneskers livskvalitet og mindre indgreb/behandlinger gør en stor forskel for patienterne. Vi arbejder derfor generelt med meget taknemmelige patienter.  

Hvad er de positive aspekter ved dit speciale?

  • Mulighed for både medicinsk og kirurgisk arbejde
  • Mulighed for at arbejde i privat speciallæge praksis eller på sygehus
  • Meget taknemmelig patientgruppe 
  • Vi har primært ambulante patienter, men der er også længere patientforløb med mange kontroller f.eks. ift. AMD og diabetes. 
  • For mig er det positivt, at der kun er få akutte patienter. Der er ikke særlig meget ”babu-babu” og blinkende lys. 
  • Det meste arbejde udføres i dagtiden. I Vejle har man som introlæge fuldtid mandag til fredag, ingen aftener, nætter eller weekender. Dette er dog forskelligt fra sted til sted. 

Hvad er de negative aspekter?

  • I starten kan arbejdsopgaverne være lidt ensformige med mange kataraktforundersøgelser, førstedagskontroller efter katarakt operation og anti-VEGF-injektioner.
  • Når man starter i specialet bruger de fleste en del tid på at lære spaltelampen at kende. 
  • Højt patientflow og travle dagvagter.
  • Meget af arbejdsdagen går bagved spaltelampen, hvilket kan være lidt hårdt for ryg og nakke. 

Vagtbyrde?

Som introlæge på oftalmologisk afd. i Vejle har man normalt kun dagvagter (kl. 8.00 – 15.30). Når man starter i hoveduddannelse får man 24-timers vagter. Vagterne er dog ikke særlig tunge i Vejle. 

I Vejle er der ingen vagt om fredagen efter kl. 15.00 og i weekenden. Her skal patienterne videre til Sønderborg eller Odense. Vagtbyrden er noget anderledes på de større afdelinger, men mit indtryk er at varighed af vagter og hyppighed varierer fra sted til sted.

Patientgruppe?

Patienterne er hovedsageligt ældre mennesker, men vi ser også børn, unge og voksne, f.eks. med medfødte tilstande, skelen eller neurologiske problemstillinger. 

Hvordan er hoveduddannelsesmulighederne?

I region Syddanmark er der øjenafdelinger på Vejle sygehus, Odense Universitetshospital og Sønderborg sygehus. Ved sidste ansættelsesrunde var der 4 stillinger og 11 ansøgere. Normalt bliver der slået 3 stillinger op i efteråret og 3 stillinger i foråret. Antallet af ansøgere varierer meget, men har været stigende de sidste par år. 

I resten af landet er der øjenafdelinger på Regionshospitalet Gødstrup, Aarhus universitetshospital, Aalborg Universitetshospital, Næstved sygehus, Roskilde sygehus og Glostrup hospital.

 

Er forskning et ”krav”?

Nej, men det er helt klart en fordel at have forskning indenfor oftalmologi eller en ph.d., når man skal søge hoveduddannelsesstilling. 

Hvordan varierer arbejdet?

Som introlæge i Vejle har man følgende opgaver: 

  • Katarakt forundersøgelse og førstedagskontroller efter katarakt operation
  • Vagt i dagtid
  • Eget ambulatorie med blandede patienter
  • AMD ambulatorie
  • Diabetes ambulatorie
  • Øjenlågs ambulatorie 
  • Anti-VEGF-injektioner 
  • Assistere til kataraktoperationer, hvor man udfører ”sygeplejerske-opgaver”

Hvorfor skal man vælge oftalmologi?

Det skal man, hvis man kan lide at hverdagen både består af medicinske og kirurgiske arbejdsopgaver. Hvis man kan lide at ”nørde” med et lille organ, som har utrolig stor betydning for patienternes livskvalitet. Hvis man kan lide en hverdag med højt patientflow, men få akutte patienter. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Mød en intro" i Retsmedicin