Om lægeidentiteten, (mor)-ensomhed og corona

I lyset af, at de første corona vacciner er givet i dag (og thank god for det!), kom der mange tanker til mig. Jeg tænkte på alle de ansatte i sundhedsvæsenet der nu endelig kan gå på arbejde med mere fred i sindet. På alle de, der endelig snart kan se deres næreste igen, inkl. mig selv. Jeg øjner en lille chance for at samfundet åbner lidt mere op medens jeg stadig er på barsel. Og dels fordi jeg er alene hjemme med begge børn, hvilket jeg bare ikke selv synes jeg er super god til. Det giver altid rum til en masse tanker.

Lige for tiden har jeg rigtig svært ved at rumme begge børn to på samme tid. Jeg tror det er en kombination af flere ting: 1) at jeg lige har mistet min far og kan faktisk ikke rigtig mærke hvor jeg selv er, fordi det er der bare ikke plads til lige nu. 2) Jeg har været hjemme siden april hvor jeg blev hjemsendt fordi jeg var gravid, hvilket for mig er ekstremt uvant. Jeg er elendig til bare at være hjemme en hel weekend – så kan I godt forestille jer hvor længe 9 måneder føles…. 3) fordi det er rigtig grå-vinter hvor jeg altid bliver lidt mere sur og tvær end jeg plejer at være. 4) Fordi jeg savner mine veninder. 

Jeg har ikke tanket op på “Marie kontoen” i meget meget lang tid. Den bliver tanket op af veninder, at ride, svømme, gå ud og spise med Peter, være ved stranden, koncerter, rejse osv. Alt det er min. 10 måneder siden jeg har gjort. Og faktisk også mere. Altså – den er i max minus pt. Der er kæmpe røde tal på kontoen så at sige. 

Så har jeg “mor kontoen” som derimod er så bugnende lige nu, at det halve kunne være nok. 

Og så er der “arbejs-kontoen” som også er totalt low – ikke helt i minus for bloggen og instagrammen hører herunder og det holder mig lidt i gang. 

Men. Jeg savner mit arbejde og jeg savner mine kollegaer. There. I said it. Jeg savner mit arbejde. 

I dag tudede jeg lidt ude i køkkenet medens Peter og Freja legede, fordi jeg ville ønske det var mig der skulle på nattevagt og bare køre på hele natten, med ALT andet end amning, trøstning, bleskift og ramasjang fra morgenstunden. Jeg var faktisk lidt stridig og gal fordi Peter A L D R I G kommer til at stå for at skulle jonglere rundt med madlavning, leg og putning med to børn der hænger på en en hel eftermiddag, nat og formiddag medens Asger er så lille. Det er man skal passe virkelig meget på ikke at blive en seriøst, tvær og bitter kone. 

Jeg synes det er svært, at det der har været min identitet de sidste 10 år (studietid og siden min KBU) er taget fra mig lige pt. Min læge identitet og alt det det tanker min “Marie konto” op. Mange af mine tætteste veninder har jeg ikke set i 9-10 måneder. 

Bevarres, jeg ved det kommer igen og mine børn og det at være mor er også blevet en stor del af min identitet. Men jeg har det altså åbenbart bedst når der er lidt balance i regnskabet og der er nogenlunde samme beløb på alle tre kontoer, med lidt rum til variation i hvor opsparingen er størst. 

Det er gået op for mig at jeg henter rigtig meget positiv anerkendelse på mit arbejde. Den der: Du er god nok følelse. Normalt føler jeg mig egentlig som en helt ok mor. Nogen gange går det bedre end andre, og sådan er det. Og det hviler jeg nogenlunde i efterhånden. 

Men specielt når jeg er alene med dem begge to, føler jeg konstant at jeg svigter den ene. Jeg vidste godt det ville komme, men jeg var ikke forberedt på at det ville ramme mig så meget, når Freja bliver sur og gal på mig fordi jeg ikke kan koncentrerere mig om at lege med Barbie, når Asger ligger i kravlegården ved siden af. Eller når Asger er blevet for overtræt, fordi vi har måttet vente med at putte, fordi der skulle læses godnathistorie. Den der følelse af ikke er at være tilstrækkelig. Så mangler jeg virkelig den energi og “jeg kan godt” følelse jeg normalt kan tanke lidt op på arbejde. Den der stærke følelse af at jeg er god til noget. Så kan man godt tåle nogen slag på mor stoltheden og selvfølelsen, når man ikke helt slår til. Men lige nu, er der bare intet overskud at trække på. Så rammer de små konflikter bare hårdere. Man er jo i bund og grund rædselsslagen for at komme til at ødelægge dem og tvivlen på sig selv kan lynhurtigt komme snigende. Og så samtidig sidde og savne sit arbejde, og have kæmpe komplekser over, at jeg dog ikke bare kan nyde at få lov at have så meget tid sammen med mine skønne børn.Jeg sidder nok med en følelse af, at jeg som mor burde være mere tilbøjelig til at elske det her hjemmeliv. At jeg på magisk vis, ville få det ligesom alle de bad ass mødre der hjemmepasser deres børn og trives virkelig godt med det. Pardoksalt nok, har de bad ass mødre måske siddet med den modsatte følelse om at de burde glæde sig til at komme på arbejde igen, dengang de var på barsel? Der er aldrig en løsning der er den rigtige, den er individuel for hver familie. Det prøver jeg at huske mig selv på, når jeg bliver i tvivl om alt ting.

Og så kan man slå sig selv i hovedet over det. Det er vel for filan bare det år. Næste år sidder jeg sikkert og tænker over, at jeg arbejder for meget og ser mine børn alt for lidt. Det er den evige kamp mellem de to. Det passer heller ikke at jeg ikke nyder det, for det gør jeg bestemt. Ind i mellem. Som det er med alt, kan man ikke nyde alt hele tiden. Heller ikke sit arbejde! Selvom vi, som faggruppe nok er nogen af dem der identificerer os allermest med vores arbejde. Måske et levn fra gammel til, hvor lægefaget var et kald. 

Men den er stærk. Den kittel der. Og det den identificerer. 

Nu vil jeg drikke et glas rødvin og bilde mig selv ind at jeg ikke føler mig lidt ensom med det hele i aften. 

Jeg har jo lidt over 5000 der er med mig derude et sted! Tak for det fagre nye SoMe verden 🙂