Hverdagsdilemma #1: Bagvagterne

For noget tid siden var jeg på et af de obligatoriske KBU kurser, og her spillede vi et spil som Region Syddanmark havde lavet der hed KBU spillet (tror jeg nok). Det handlede om at prioritere sin tid og ressourcer fornuftigt, samt at træne evnen til at tage beslutninger.

Spillet var bygget op som en vagt, hvor vi så skulle prioritere hvad vi ville bruge det antal sygeplejersker, bagvagtstilsyn, blodprøver, undersøgelser og tid til, vi fik tildelt i starten af vagten. Det var nogle ret realistiske scenarier og her gik det faktisk først op for mig at, hold kæft hvor vi jonglerer rundt med mange ting når vi er på vagt?! Wow. Blev egentlig helt imponeret over min hjernes formåen og klappede lige mentalt mig selv på skulderen. Det er jo alt fra dødsyge akutte patienter, måske 5 andre ventende utålmodige eller vrede patienter, telefoner der bimler og bamler, sygeplejersker der ringer med en besked fra stue 11 (åh hvem var det nu stue 11 var?) til mere kollegiale dilemmaer/spørgsmål: ”Kan jeg tillade mig at vække bagvagten for det her?”, ”åh nej nu er hende den lidt hårde sygeplejerske på vagt, hvad kommer hun mon med i dag?” til at man måske oplever at være uforstående overfor en bagvagts beslutning. Og hvad gør man så?

Lige præcis det, vil jeg skrive lidt om i dag. Ikke fordi jeg har svaret på hvad man gør, men fordi jeg godt kunne tænke mig at høre hvad I gør hvis I står I den situation – jer derude der måske læser med?

Forleden dag stod jeg i netop det dilemma – at være uenig med min ældre kollega. Eller uenig er måske et forkert ord, jeg følte mig bare ikke helt tryg ved det. Jeg har faktisk stået i det et par gange allerede når jeg nu tænker efter. KBU-læger kommer jo lige fra universitetet med al viden stående helt fremme på forreste række, og bevares – vi ser også ALT for mange zebraer og råber vagt i gevær meget oftere end det behøves, men indimellem er de der jo. De zebraer der… Så hvad gør man så når man står i den situation?

Hvis jeg har en mavefornemmelse med en patient, så forfølger jeg den stort set altid. For jeg ved af erfaring, at det vil plage mig længe efter, hvis jeg ikke gør. Det er med det resultat, at jeg ind i mellem får ”røven lidt på komedie” til morgenkonference dagen efter eller til evaluering. Det har både været sagt helt med god sarkastisk tone ”Arh Marie, så fik han sgu den scanning alligevel hva? Nærig, det kan du ikke i hvert fald ikke beskyldes for at være”, men også mere trodsigt – fordi det er gået imod det, de selv har sagt til patienten. Og det kan jeg også godt se, er virkelig usmart – at gå ind og lave om på den måde. Det kan måske også virke utrygt for patienten. Specielt når det er den vej, hvor man laver om på en ældre eller højere rangerende kollegas beslutning. Det virker altid lidt nemmere at den helt unge læge der først har sagt et, kommer ind og siger ”jeg har lige talt med min bagvagt og han/hun siger nu at….” Faktisk også svært at gå ind og sige til patienten, at man lige laver om på den åbenlyst ældre læges beslutning. Man sætter lidt sin kollega i et dårligt lys, og det har man jo egentlig heller ikke lys til? Ikke desto mindre har jeg gjort det et par gange. Men koden her er måske i virkeligheden, at vi som læger skal blive bedre til at italesætte situationen og spøge om, hvad der gør at den anden tænker helt anderledes end en selv, for at lære lidt af hinandens tankegang. For ofte ved jeg faktisk ikke hvad bagvagten har tænkt, andet end at det jeg tænkte ikke holdt stik.

Den anden dag var det noget ikke synderligt dramatisk, men jeg endte med at ringe til det pågældende speciales bagvagt og få råd, selvom jeg egentlig havde fået råd om at afvente og se an til i morgen hos min egen bagvagt. Det var faktisk virkelig svært for mig at sige til evaluering efterfølgende, fordi jeg tænkte at vedkomne ville blive fornærmet eller ville tro at jeg ikke havde respekt for mange, mange års klinisk erfaring. Men heldigvis blev det ikke sådan, snarere tværtimod. Der blev spurgt hvad de så sagde, og jeg blev rost for at følge min mavefornemmelse. Det var faktisk en god oplevelse. Så “cluet” er måske som tidligere nævnt, at vi måske faktisk bare skal blive bedre til at åbne munden og sige det højt vi tænker? I stedet for at det først kommer frem til røntgen gennemgang dagen efter, hvor man kan risikere at komme til at udstille en kollega. Det tror jeg ikke nogen af os har et bevidst ønske om.

Men vi er skolet til, at vi helst skal vide det hele om alt ting. Jeg har i hvert fald haft en følelse af (før jeg kom ud i virkeligheden) at det rent faktisk var det der blev forventet: Hvor mange gange har vi ikke hørt under studiet: “Når I kommer ud herfra, så er det altså jer der står på sygehus Nykøbing kl. 03 om natten og skal vide det her, for så er der ingen I kan spørge”. Og det er der jo ved gud heldigvis! Men det blev egentlig sagt så fint højt af både vores uddannelsesansvarlige overlæge den første dag på afdelingen og af bagvagten på min første nattevagt – at det forventer de på ingen måde. Det er bare utrolig vigtigt, at det bliver sagt højt. Ligeså vel som at vi siger højt, når vi ikke forstår eller undrer os. Hvem ved, måske har den meget bredttænkende, zebraseende forvagt faktisk tænkt noget som speciallægen/bagvagten havde glemt eksisterede 😉

Jeg vil gerne havde lov at understrege, at jeg heldigvis kun har mødt utrolig søde bagvagter i min tid som læge og lægevikar. Og aldrig er blevet mødt med en træls attitude eller oplevet bagvagter der ikke ville komme hvis jeg bad om det. HELDIGVIS! Dette indlæg handler mere om mine egne tanker og overvejelser, omkring hvordan den læringsudveksling mellem foragt og bagvagt, ind mellem kan blive begrænset af vores egen frygt for at blive misforstået og måske kan udvikles, og gøres endnu bedre 🙂